Hvor var det nu vi var?

Med sit første soloudspil i seks år, tager Anne Dorte Michelsen hul på den næste fase i sin karriere. På det nye album "Hvor var det nu vi var?" markerer en af Danmarks mest tidløse popsangere og sangskrivere, at hendes musikalske tilgang til den moderne tilværelse stadig udvikler sig.

Rørende, muntre, skarpe og sødmefulde. Anne Dorte Michelsens 12 nye sange på albummet "Hvor var det nu vi var?" har det hele. Det er sange om kærlighed og venskab. Om indkøb og ombygninger, inderlighed og skræmthed, overmod og glæde. Om hverdagen og livet på godt og ondt.

Lige så vibrerende ømt Anne Dorte Michelsen kan synge, lige så overrumplende rent kan hun ramme med sin skarpe pen. Hun fanger os på halvvejen mellem byggemarkedet og hjemmebanen, i færd med at leve det underlige, vidunderlige liv. Hun rammer os i det øjeblik, hvor vi stopper op og spør' os selv "Hvor var det nu vi var?" - "Hvor er vi på vej hen?"

På albummet "Hvor var det nu vi var?" synger Anne Dorte Michelsen for første gang i seks år sine egne sange. Her er hverken blevet plads til husmødrene fra Venter på Far eller den danske sang og salmeskat.

Til gengæld bliver der flettet mange ender. Kollegerne fra poporkesteret "Tøsedrengene" har medvirket, Jan Sivertsen som trommeslager og producer og Klaus Kjellerup som medkomponist på et enkelt nummer. Og sangene på albummet sender mindelser i alle de retninger, Anne Dorte har bevæget sig i sin lange karriere. Her er både det sarte og blide, det glædesfyldte og dansende og den humoristiske træfsikkerhed repræsenteret.

"Hvor var det nu vi var?" udkommer d. 5. marts på RecArt Music

I forbindelse med udgivelsen tager Anne Dorte Michelsen på turne med sit gendannede orkester "Kernefamilien" og kan opleves rundt om i landet i marts og april.

For information og interviewaftaler kontakt
Rikke Agersnap på tlf.: 70 200 582 eller email: rikke.agersnap@recart.dk

"Hvor var det nu vi var"
Jan Sivertsen: Producer, trommer og percussion
Mads Michelsen: Percussion og trommer
Bastian Sjelberg: Bas
Julie Michelsen: Kor
Johannes Nørrelykke: Guitar
Poul Halberg: Add. guitarer
Ole Nyberg: Tangenter

Hør brudstykker af alle de nye sange i spilledåsen øverst på siden.

DET SKREV PRESSEN BLA. OM DET NYE ALBUM: 

24 TIMER:
Overraskkende udspil fra eb af de nere erfarne kræfter i branchen.....overraskende fordi hun med 20 udgivelser i diskografien endnu ikke er blevet kedelig. Hendes træfsikre meloditæft gør, at man endnu engang tilgiver hende, at hun rimer "eftermiddag" på "kaffe og kage" Anne Dorte Michelsen er Souvenirs uden ironi, og det er også godt.

PP

POLITIKEN 
"Det fantastiske ved Anne Dorte Michelsens nye sange er, at hun skriver og synger helt nøgent og sårbart om alt det og meget mere uden at miste balancen mellem det trivielle og det poetiske. "Hvor var det nu vi var?" er titlen på en samling sange, der ikke har meget tilfælles med hverken det satiriske kvindeprojekt "Venter på Far" eller det retrodyrkede ungdomsorkester "Tøsedrengene", som hun var en del af i 80'erne. "Hvor var det nu vi var?" viser den tredje side af Anne Dorte Michelsens talent. Det ærlige og rørende. Stemmens spænd fra klangfuld sødme til flosset tvivl"

Dorte Hygum

ÅRHUS STIFTIDENE
Der råbes højt om alt og ingenting. Så i sig selv er det en kvalitet, at Anne Dorte Michelsen bare på sin egen stille og afbalancerede måde fortæller, hvad hun denne gang, på sin 10. soloplade har på sinde. Og det er værd at høre på, for den voksne kvinde kan fortælle små hverdagshistorier om kærlighed, usikkerhed, stress og selvransagelse, som det er nemt at spejle sig i, og som på fin vis holser sig fri af det banale"